Dagbladet Holstebro LØRDAG 7. MAJ 2016 – Af Palle Hyldahl 

 
Uffe Richter erkender, at markedet for computerhjælp er hård. »Men mine kunder kommer igen, og det tager jeg som et godt signal,« siger han om sit firma, hvori han klarer alt fra regnskab til fakturering – selvlært naturligvis.
 
Hvor blev Mr. Cyber af?
 
Uffe Richter var Mr. Cyber Holstebro for 19 år siden. Ideerne boblede frem, og det samme gjorde antallet af hjemmesider. Hvor er han så i dag? Han er såmænd stadig besat af computeren, men dele af dens udvikling bryder han sig ikke om.
HOLSTEBRO: Efter du har forceret hoveddøren på Yrsavej og pænt stillet skoene i entreen, stilles du over for to valg: Gå op ad trappen eller ned i kælderen? Havde der været en trappe til-bage til år 1997, så havde den ledt dig til Asagården, hvor du ville møde 31-årige Uffe Richter. Formentlig siddende foran sin PC, som kunne rumme 345 megabyte – dog udvidet til voldsomme 1,2 gigabyte – Microsoft Explorer 4.0 og en 486 DX2 med 66 Mhz, der er opgraderet til en Pentium 100 Mhz. Selv hvis du ikke forstår, hvad alle de betegnelser betyder, så må du alligevel godt klaske dig selv på lårene og lade en nørdet gnæggen fylde luften.
Det kan også være, at du via 1997-trappen møder Uffe Richter, der taler med en journalist fra Dagbladet. »Mr. Cyber Holstebro« blev han kaldt i artiklen fra det år, fordi han selv skabte og åbnede hjemmesider på stribe. Han begyndte faktisk allerede i 1995, hvor internettet stort set kun lige var frigivet til befolkningen.
Længe inden nogen tænkte på at prikke hul på IT-boblen omkring årtusindeskiftet, boblede ideerne ud af Uffe Richters hjerne, videre gennem fingrene og over i computeren med så tyk en skærm, at den problemfrit kunne knuse en fod, hvis den faldt fra bordet. Den stort set autodidakte computermand sprøjtede faktisk hjemmesider ud. »Mødestedet« var en Facebook light-udgave, længe inden Mark Zuckerberg præsenterede det sociale medie, hvor man kunne søge efter en ven eller tenniskammerat.
Han lavede også en side med slægtsforskning, inden en lignende anden side senere blev et landsdækkende hit. Der var et spilsite. En side for LP-elskere. Og der var tid.» Jeg var jo forud for min tid,« erkender Uffe Richter – nu fremme i år 2016 i lejligheden på Yrsavej.
»Jeg havde tankerne og ideerne til noget af det, som senere blev store hits, men jeg havde bare ikke folkene bag mig til at hjælpe. Det er lidt sjovt at tænke på i dag. Hvis jeg bare havde haft en pengemand bag mig… Jeg sad jo bare derhjemme og ordnede alt selv. Meget kunne have været anderledes i dag for mig. Det er frygteligt,« siger Uffe Richter og lader tankerne vandre – dog med plads til smil.
Tilbage ved trappen. Op eller ned? Det er på sin vis lige meget. Begge steder gemmer der sig teknologi. Stadigvæk. »Jeg maser på. Jeg elsker det,« siger Uffe Richter med udråbstegn.
På den baggrund er det nok i den snart 50-årige holstebroers interesse, at vi tager trappen ned i kælderen. Der er stengulv og en flok pyntenisser presset sammen i en reol, men ellers er det Uffes legerum. Et par skærme og computere. På væggen hænger ikke værktøj men kabler i alle afskygninger. Compute-res indmad ligger på hylderne. Her laver han stadig hjemmesider. Stadig med lange koder i html, men er også gået over i CMS-systemets verden. Og gået fra helt op til 30 og ned på omkring ti hjemmesider.
 

 

 
Mr Cyber, Uffe Richter, var en af de første holstebroere på nettet. Han havde masser af hjemmesider og ideer, men hvordan er det gået siden – med ham og teknologien? Han har stadig computere både i stuen og kælderen og har netop startet sit eget lille firma. Fotos: Morten Stricker

 

Det kan Uffe Richter fortælle meget mere om, og den snak ville nu engang være hygge-ligst at foretage i stuen, så vi tager trappen op. Her sidder hustruen Jette, som med let hoved-rysten må erkende, at der også er fundet plads til computer og to skærme i TV-stuen.
»Ellers ser jeg ham jo ikke,« ler hun og tilføjer:»Kunne han jage et stik i mig, så havde han gjort det.« »Ja, det kunne have været fedt med en fjernbetjening i den sammenhæng,« lyder Uffe Richters vakse modangreb.
Begge er de førtidspensionister. »Jeg kan ikke sætte mig i et hjørne og rådne op,« sagde han til sig selv og fik en idé. Igen. Til-med en indlysende én.
Hvorfor ikke bruge kendskabet til computere til det åbenlyse og lave eget firma for dem, der har brug for hjælp, hvadenten det gælder at formatere computeren eller blot at lægge de gamle Windows-spil ind i den nye Windows 10.
Hans første PC trissede af sted med Windows 3.11. Han havde ellers undsagt sig den personlige computer på bekostning af Com-modore 64/128 og siden den elskede Amiga, hvor de lange koder begyndte at blive indtastet. Til sidst måtte han dog overgive sig.
»Jeg aner ikke, hvad det var, der betog mig. Jeg var dårlig i skolen. Fik lutter 6-taller. Men på VUC i 1996/97 fik jeg 13 i EDB. Jeg fandt vel min hylde.«
Bortset fra en uddannelse i administration med IT, med IT som speciale, på Skive Handels-skole har Uffe Richter lært sig selv alt. Sulten er umættelig.
»Men han er ikke mere computermand, end at han kan lide at ligge og lege med ungerne ude på græsplænen,« indskyder Jette.
Efter Jettes bemærkning må vi lige et smut til-bage til entréen. Her burde hænge et skilt med et af fruen i husets yndlingsmottoer: »Læg venligst Facebook, hvor du efterlader skoene«.
For nok er sulten umættelig, men udviklingen inden for teknologiens verden kan også give kvalme.
»Jeg har den nyeste smartphone, men har ikke Facebook på den. Vore telefoner er ikke on-line herhjemme. Vi gider ikke alt det bipperi fra telefonen. Vi ser også TV på fjernsynet og ikke på computeren. Jeg kan godt lide at snakke med mennesker, jeg gider ikke kun skrive med dem. Jeg er glad for at være opvokset i en tid, hvor vi fik lov til at lege udenfor,« siger Uffe Richter.
»Jeg har antipati for nogle af de ting, man ser i dag.«
 

 

 

Artiklen i Dagbladet anno 1997.
 
Helt from er Uffe Richter dog ikke ud i nettets muligheder. I begyndelsen – inden den slags blev en stor online-industri – havde han en sektion med »sexede damer« og frække links. Den lukkede Tele Danmark dengang i det, han stadig ser som en dobbeltmoralsk manøvre. Bitterheden hænger kortvarigt i luften, men Uffe Richter får snart viftet den bort til fordel for optimisme. Han har nemlig firmaet, privatedb.dk. Virksomheden er cvr-registreret, og han holder sig inden for timer, han som pensionist må arbejde. »Jeg gør det mest af interes-se og for at have det sjovt. Det har aldrig været me-ningen, at firma-et skulle blive ver-densomspænden-de. Jeg skal bare overleve og komme ud til folk. Mit motto er »Samler på glade kunder«, og jeg gør en dyd ud af min service og support. Det er ikke mange gange, jeg har fejlet, for jeg giver ikke lige sådan op,« siger Uffe Richter.
På den måde har årene intet ændret ved Holstebros Mr. Cyber.
Facebook